Køb

Du kan købe forskellige bolde, ruller, elastikker mm, der kan hjælpe dig med, at løsne op for de knudepunkter, der kan gemme sig i fødderne eller bindevævet. Læs nedenfor hvad de forskellige bolde er gode til.

Købes hos fysioterapeuten Lisbeth Bundgaard 40279569/lib@lisbethbundgaard.dk

Lille nubret bold  er god til at massere fødder og hænder. Der er luft i den, så den er forholdsvis blød og fungerer som en god begynderbold til at vække musklerne og stimulere blodcirkulationen. Den er derfor god til stort set alle slags fødder med eller uden problemer. Pris 40 kr. (Findes i sort & klar)

Lilla nubret bold er også god til at massere både fødder/underben, samt hænder/underarme. Det er en massiv hoppebold, så den er noget hård og til dem der kan tåle lidt mere. Den stimulerer også muskler, bindevæv og cirkulationen, men kommer også dybere ind til knoglerne. Pris 40 kr.

Lille hoppebold kan være god til at arbejde mere specifik i foden til eksempelvis nedsunken forfod og hælspore, samt ved knyster. Den er lille og massiv og derfor kan den ramme meget præcist, men den er derfor også meget hård. Pris 12 kr.

Pink bold er en massiv hoppebold i en god størrelse som er effektiv til at give et løft i foden, hvilket er super effektivt til en nedsunken forfod. Derudover er den god til at massere muskler i læg og haser, samt ryg, skuldre og nakke pga den gode størrelse, fasthed og overflade. Én af fysioterapeutens yndlingsbolde, som altid er med i tasken. Pris 40 kr.

Grøn minibold er en blød lidt større bold, der er fyldt med luft og som kan pumpes. Den er effektiv til at massere muskler og bindevæv i baller, lyske, ryg, bryst og skuldre og ikke alt for hård, men stadig effektiv. Den er også effektiv til øvelser for foden, så den bliver mere smidig, stærk og stabil. Du kan hente et hæfte med fodøvelser gratis her. Pris for én 100 kr et sæt á 2 180 kr.

Blå bindevævsbold er en mere massiv bold end den grønne, da den er fyldt med vand. Overfladen er ru, så den er god til at arbejde med både det overliggende bindevæv i huden, men også i dybden. Den er effektiv til baller, ryg og hofter og kan bruges stående. Pris 130 kr.

Orange ballstick kan mange af de samme ting, som den blå, men arbejder mere overfladisk pga den piggede overflade. Den er især god til stående massage ved en væg til både ryg, skuldre, bryst og hofter. Den kan også bruges til fødderne, men er mere overfladisk end de andre bolde mindre nubrede bolde. Pris for én 75 kr, et sæt á 2 140 kr.

Orange nubret bønne er god til at massere fødder, lægge, ryggen mm. Den nubrede overflade gør, at den arbejder overfladisk i bindevævet og formen som en bønne eller to sammenhængende bolde, gør at den ikke triller så meget og kan derfor være nemmere at styre end boldene. Den er fyldt med luft, så lidt blød.  Pris 180 kr.

Sort bønne har en let ruflet overflade og er hård. Den går derfor mere i dybden i musklerne end den orange bønne. Udformningen som to bolde, der hænger sammen medvirker også, at den kan arbejde dybt og er især effektiv til lægge, lår, ryg og fødder. Den vejer og fylder ikke så meget, så kan være god at have med rejse. (Min har været en tur med i New Zealand, hvilket var skønt og den blev ofte lånt ud). Pris 180 kr.

Foam Roller er en god allround rulle, som er næsten ikke er til at undvære. Den er god til at massere ryg, nakke, lår og skinneben. Men den er også god til stræk, balance, core og rigtig god til folk, der sidder på kontor det meste af dagen. (Spørg og få vejledning til øvelser hos fysioterapeuten). Størrelse 95×15 cm. Pris 270 kr

Lille bindevævsrulle er lille, men effektiv. Den er god til at massere ligesom den store rulle, men pga størrelsen er den også god til lægge og haser og er nemmere at have med på tur. Størrelse 30×7 cm. Pris 60 kr.

Redondobold 22 cm i diameter. Denne bold kan bruges både helt pustet op, men er også effektiv uden særlig meget luft og tømmer man den helt for luft, fylder den ikke meget og derfor nem at have med i tasken på jobbet eller på tur. Den kan bruges til at løsne op, skabe plads og tiludfordre balancen og core. Men den er også god til nakken, som pude eller at sidde på, hvis der ikke er så meget luft i den. Der medfølger et lille sugerør, som kan bruges til at puste den op. Pris 80 kr.

Theraband træningselastik giver en god modstand, som kan bruges til at styrke både, arme, skuldre og ben og er også med til at stimulere bindevævet pga den elastiske kraft. Den røde er lettere end den grønne. Elastikken er 12 cm bred og kan købes i den længde, der ønskes. Pris rød 30 kr/m, grøn 35 kr/m.

Foden er Roden blyanten kan bruges til mange ting. Den er god til at massere musklerne i underbenet og under foden. Den kan også bruges til at stimulere foden ved at samle den op med tæerne eller skrive med foden😁👣. Blyanten er i sig selv også en rod, da den i enden er fyldt med frø, så den kan plantes og blive til enten basilikum, tusindfryd, cherrytomater, timian eller solsikke🌱.  Blyanten med vejledning koster 15 kr.